søndag den 26. april 2015

Besøg af AKT Lotte

I fredags havde Orange besøg af Lotte, som er vores AKT'er (Adfærd, Kontakt og Trivsel) her på Norddjurs Friskole. Hun er på skolen hver fredag, og vil frem til sommerferien køre et forløb med Orange drenge, hvor der vil være fokus på det sociale og trivslen i klassen. I fredags var det bare en kort snak om forløbet, og hvor Lotte fortalte om, hvem hun var, og hvorfor det var godt at få besøg af hende. Her fortalte hun også, at det var vigtigt, at få skabt gode vaner i en klassen, som kunne være med til at skabe et trygt og rart miljø. Fx en lille ting som at sige Godmorgen til hinanden, når man møder ind om morgenen, ville være en rigtig god vane at få indført i en klasse.

Her er de dage, hvor Lotte skal være sammen med drengegruppen:
Fredag den 8. maj fra 10 - 11.30
Fredag den 29. maj fra 12.15 - 13.45
Fredag den 12. juni fra 12.15 - 13.45
Fredag den 19. juni fra 12.15 - 13.45

Dette forløb er for hele drengegruppen samlet, men der vil i slutningen af forløbet også være individuelle samtaler med Lotte. Jeg har aftalt med Lotte, at hun deltager i forældremødet, som kommer engang i starten af juni, hvor hun vil informere jer om, hvad hun har snakket med drengene om, og hvad man som forældre kan bidrage med for at støtte op om et godt social miljø i klassen. Datoen for forældremødet er desværre ikke på plads endnu - men den skal nok blive meldt ud hurtigst muligt. 

Efter sommerferien vil Lotte lave et lignende forløb med pigegruppen.

Kh Anette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar